Passive/Aggressive

Charanjit Singh – myten og trommemaskinen i den indiske raga

November 6 2012

Den indiske filmkomponist Charanjit Singh – populært kaldet acid house-pioner – blev genopdaget, da hans “Ten Ragas To A Disco Beat” fra 1982 blev genudgivet af den engelske dj og pladesamler Edo Boumann i 2010, hvor den fik et mindre gennembrud og blandt andet var inspiration for Caribou. Opdagelser og genudgivelser af etnisk musik, også fx fra Afrika, er ikke uhørt, men det er heldigt for os, at Charanjit Singh blev opdaget, mens han stadig var i live, for i denne uge giver han koncert i København.

“Ten Ragas To A Disco Beat” bliver henledt til acid house på grund af instrumenteringen. De primære/eneste maskiner er en synthesizer, en trommemaskine og en bassynth, men det er en munter instrumental blanding af skalaer fra klassisk indisk musik, minimal techno, repetative melodier, funky hooks, et spacey farvespektrum og meget grundlæggende brug af trommemaskinen.  Charanjit Singh ledte et bryllupsband og var filmkomponist i Bollywood i 60’erne og 70’erne, til hvilket formål han importerede synthesizere. Han blev ifølge The Guardian aldrig et kendt navn – og blev heller ikke opfattet som en pioner eller en udforskende komponist. I 1982 kastede han sig imidlertid over at bruge et nyt keyboard, en bassynth og TR-808-trommemaskinen og besluttede sig for at lave vesterlandsk dansemusik, og på to dage indspillede han derfor “Ten Ragas to a Disco Beat”, hans eneste plade kun med egne kompositioner. Den viste sig dog ganske hurtigt at være et kommercielt flop i Indien. Hvordan kan man være pioner inden for en genre, når man først bliver opdaget 20 år senere og kun har instrumenterne til fælles med den genre og scene – og giver det mening at tale om acid house, når komponisten kun har haft intentioner om at lave ragaer med et vesterlandsk beat?

Albummet blev genfundet i 2002 og først genudgivet i 2010, hvor den blev bredt anerkendt som et meget moderne værk for sin tid med referencer til acid house og Kraftwerk – og myten om Charanjit Singh som en pioner, der ikke fik den anerkendelse, han fortjente i sin samtid, er heldigvis mindre interessant end de ti disco-ragaer.

Info: Charanjit Singh giver koncert + talk i aften den 6. november på Teater Grob (RSVP). En stor del af forlægget til dette indlæg kommer herfra.